Referat af dialogmøde 11. februar 2016 på Damme Kro.

Tilstede fra dialogudvalget: Knud Larsen (KL) borgmester, V. Michael Seiding Larsen (MSL), V, Kim Errebo (KE) DF. Peter Jonassen (PJ), SF Michael Larsen, A, Jørgen Elo Hansen (JEH), V.

Fra lokalrådet: Jørn Svenstrup, Per Skov og Marianne Boje.

  1. Velkomst og præsentation.

Jørn Svenstrup bød velkommen og præsenterede lokalrådet, og derefter præsenterede dialogudvalget sig.

  1. Biogas

Jørn Svenstrup lagde op til en diskussion om biogasanlæg. Jørn Svenstrup har kontaktet de seks mulige leverandører af gylle, som er på Vestmøn. De har alle sagt ja til at levere deres gylle i alt 35–40 tusinde tons pr år. Gårdene ligger inden for en afstand af 10 km fra den påtænkte placering. Hvis denne mængde ikke er nok, findes der masser af gylle på Østmøn. JEH tilhænger af biogasanlæg. Der er ikke så mange besætninger, men der kan jo anvendes andre materialer. PJ: Den største udfordring er, at det er svært at få materiale nok til anlæggene.

Per Skov havde researchet i forskellige materialer, hvor bl.a. tang kan være en source. MSL: madaffald kan også blive til en styrke. KL. Man skal også tænke økonomien ind i projektet. Det er svært at få fælles fodslag til et sådant projekt. Kommunen skal komme med oplæg, og så må det være op til bl.a. lokalrådet at gå videre og få budskabet ud til beboerne. Derefter kan der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal gå videre med projektet. JEH: økonomien kommer til at sætte dagsordenen.

Per Skov siger, at der altid tales om udledning, men næsten aldrig om optagning. KE: Bekymring om transporten af materialet. Målet vil være at transporten minimeres mest muligt. Thomas Christfort vil gerne foranledige et møde med Vordingborg Forsyning, så vi kan få et overblik, om projektet er bæredygtigt. Jørn Svenstrup tager kontakt til Thomas Christfort. Bent Jørgensen fra publikum foreslog, at vi fik et firma til at lave et overslag over betalingen.

  1. Cykelsti fra Bogø til Damme

PJ: cykelstien har været oppe på budgetforslaget. Men andre prioriteter er kommet i vejen, så det har formentlig lange udsigter med denne cykelsti.

Livlig debat om emnet. Bent Jørgensen foreslår, at der laves en mellemløsning, som på dæmningen, så stien kunne videreføres til Damme.

Desværre er udsigterne ikke lyse.

  1. Kystturisme.

Området ved Stenminerne var igen til debat. Både lokalrådet og mange beboere ville gerne have besked om ejerforhold, benyttelse, adgangsforhold m.m..

Kommunalbestyrelsen tager problemet op igen. Men det er svært at komme i kontakt med ejeren.  Der er god vilje til at få noget ud af området. Det vil være en gevinst for hele området og havnen, der er blevet kommunal pr. 1. januar 2016, hvis der kommer en løsning.

PJ vil tage det med i teknikudvalget på næste møde, så Stenminevej igen kan fungere som den er tænkt, en kommunal vej.

Der er uklarhed om, hvor stor stenminens grund er. Der er sket en hel del begrænsninger i beboernes adgang til strand, fort og naturområdet og parkeringspladser. Man vil anmode teknikudvalget om at tage sig af sagen, så det igen kan blive et område for alle.

  1. Spørgsmål fra salen.

Fibernet er det kommet nærmere med de penge regeringen har afsat til fibernet i Udkants Danmark? Kommunen tager det op i Udviklingsudvalget om en ansøgning.

Per Skov beskrev situationen omkring fibernet, og hvilke muligheder der kan være.

Livlig diskussion om emnet.

Busdriften blev igen drøftet. Indtil sommerferien kan alle køre med gratis. Man kan stige på og blive sat af bussen ved de faste holdepladser. Efter sommerferien bliver det ikke længere muligt at køre med busserne. Det bliver ren skolekørsel og privatskolernes elever får lov til at benytte skolebusserne.

SFO bygningen på Fanefjordskolen ønskes bevaret, da bygningen er ok, og den kan anvendes inden for mange områder. Der er vist ikke taget endelig stilling til nedrivningen af bygningen.

Skolerne kan søge i en pulje på 500.000,- hos Kultur- og fritidsudvalget til forskellige aktiviteter. For.eks inden for idræt og fritidsundervisning. Midlerne kan bruges bl.a. til lønninger af forskellige personalegrupper. Der kan være et problem i forhold til idrætsklubbernes brug af hallen, idet skolen ofte har booket hallen i dagtimerne. Men der kan være en åbning, således at hallerne kan benyttes af sportsklubberne om dagen.

Har kommunen pligt til at holde tilsyn med bygningerne på Stenminerne.

Spørgsmål om kommunens ansvar om oprensning og vedligeholdelse af kloakkerne.

Der er stor utilfredshed med vejenes tilstand. Der er store huller i vejene, og vejsiderne er helt opkørt, således at der opstår farlige situationer. Der har været møde i kommunen i dag , så der forhåbentlig bliver fundet en løsning snarest.

Ret henvendelse til kommunen angående vejene. Vi samler eksemplerne sammen, så vi kan få en medarbejder ud og reparere skaderne.

Præstebjergvej har været i dårlig stand i flere år. Bent Jørgensen ønsker at køre med en kommunal medarbejder, så der kan være syn for sagen.

Der er kommet brev fra kommunen angående radon. Man kan gå ind på en hjemmeside og følge et skema, der viser hvordan problemerne.

  1. Afslutning

Tak for i aften og en god debat.

 

Som referent Marianne Boje